I mandags fik vi omsider skudt en masse klip til en reklamefilm om Alsønderup og omegn. Man kunne nok ikke ønske sig et bedre septembervejr at filme i, så efter en lang Corona-ramt sommer, hvor restriktioner er kommet i vejen, kunne det endelig lykkes!
Oprindeligt var datoen lagt på dagen før Alsønderup Fester, så vi rigtigt kunne få en summen af aktivitet med. Det kunne som bekendt ikke lade sig gøre og eftersom en hel række af sponsorer har givet penge til projektet, var det heller ikke en mulighed at vente til næste år. Faktisk var det ret svært at få fastsat en dato og vi fik den med meget kort varsel. Produktionsselskabet, Isofilm, sendte dog en særdeles kompetent fotograf, som kunne skyde video med både kamerastativ og drone. Sidstnævnte skabte stor interesse i skolegården! Han nævnte også, at alle projekter, der skulle have været filmet i forår og sommer, pludselig skulle overstås inden efteråret, så de har lange arbejdsdage i disse tider.
Vi havde seks timer at filme i og da han kommer fra Århus, startede vi heldigvis så sent, at vi kunne få både legende skolebørn ved middagstid og FDF’ere ved aftenstid med. Vi fik filmet en masse steder i Alsønderup og Tulstrup samt forældre/barn gymnastik, miniput fodbold, tennis og dart. Yderligere fik vi både et interview med vores skoleleder Hanne og med vores formand for ASGI, Peter. Selvom klokken var blevet mange, blev det også til et klip indenfor på Kulsviergården, hvor banko var i gang med forberedelserne.
Nu går Isofilm i gang med at klippe filmen sammen. Den handler i bund og grund om alle de dejlige mennesker, steder og aktiviteter vi har at byde på. Vi kommer naturligvis til at lægge den op på hjemmesiden når den er færdig, men pointen med den er, at få delt den så mange steder som muligt, så alle kan se, hvad vi har at byde på. Jeg ved at vi har en ejendomsmægler som hovedsponsor, så jeg er sikker på, at potentielle nye husejere i området også vil få vist filmen. Grundet det store tidspres, kan der dog gå en måneds tid inden den er parat, så tålmodighed er en dyd!
Jeg vil gerne rette en stor tak til alle jer, der var med til at stille op for kameraet og vise jeres aktiviteter og ikke mindst til Hanne og Peter for at stå og sælge vores lokalsamfund til seerne. I kunne med meget kort varsel stille op og gøre en ekstra indsats for, at det kunne gennemføres. Også en stor tak til vores sponsorer, som jeg faktisk ikke ved præcis hvem er. I har gjort det muligt at få gennemført projektet i det hele taget.
Til sidst vil jeg blot nævne, at vi jo har meget mere at byde på herude. Vi havde kun seks timer, én dag, men herude sker der noget hver eneste dag, både med sport og aktiviteter, men også i alle foreningerne (som vi nok har flest af per indbygger i landet). Der blev simpelthen ikke tid til at få alt og alle med, inden bladene falder af træerne og Corona blusser op igen. Disse film er typisk 2½ minut lange, så hvis alle var med, ville den nok også blive ganske overvældende. Vi glæder os til at dele den med jer!