Bedre internetforbindelser til Alsønderup og omegn

Langsomt internet?

Kender du problemet og måske oven i købet også har både en langsom og ustabil internetforbindelse?

Det er desværre loddet for os, der bor decentralt eller rettere “på landet”, som de fleste vil kalde det. Vi har stadig de næsten 100 år gamle kobberledninger liggende i jorden og selvom teknologien har presset disse gamle ledninger til det yderste, har vi til stadighed et større behov.

Der er ingen vej udenom, vi får alle brug for en bedre internetforbindelse og Borgerforeningen vil gerne arbejde for at alle i Alsønderup og omegn kan få en moderne fiberforbindelse, da vi således er med på udviklingen, kan være konkurrencedygtige ved salg af boligen og måske ligefrem holde på ungdommen i området lidt længere tid. Desuden har vi mange mindre virksomheder, der også er afhængige af en god internetforbindelse.

Bedre boligværdi

Forespørgsler hos ejendomsmæglere indikerer, at boligens salgsværdi er højere og liggetiden kortere, når der findes en god internetforbindelse. Efter en snak med en boligejer området, som har huset til salg, kan jeg kun bekræfte dette, da nogle købere har mistet interessen ved en fremvisning – fordi internetforbindelsen blandt andet ikke lever op til moderne krav om hjemmearbejdsplads. Udover ens egne behov, er en bedre internetforbindelse derfor også en god investering.

I Lykkesholm er de netop ved at få gravet fiberforbindelser ned til alle takket være en fælles indsats og ikke mindst at grundejerforeningen fik del i Energistyrelsens Bredbåndspulje 2016. Det er meget glædeligt for husstandene i området.

Fibernet til alle

Vi vil gerne arbejde for at så mange som muligt i området kan få del af puljen her i 2017, men vi har travlt! Ansøgningen skal offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside senest d. 24. august.
Derfor har vi lanceret en række projekter, der dækker de tilskudsberettigede områder, men hvor vi mangler repræsentanter til at omdele information og snakke med naboerne.

Du kan læse meget mere om disse projekter her.

Det stopper dog ikke her, for dette vil tage flere år. Der kommer formentligt en pulje til næste år, ligesom man løbende kan starte fiberprojekter for almindelige husstande, der ikke kan få tilskud.

Men hvad med mig?

Nogle sidder tilbage med korslagte arme og tænker “ja, den er god med jer, men jeg kan ikke få tilskud”. Først og fremmest skal de huske på, at de formentligt har en relativ god internetforbindelse, hvor det ikke tager en halv time at sende en mail med billeder i. For det er virkeligheden for de fleste tilskudsberettigede!

Men når vi arbejder for fibernet til alle, så mener vi alle og erfaringen viser, at selvom man bor i et område, der ikke er tilskudsberettiget, kan man alligevel få fibernet til en overkommelig pris!
Det er nu, at de korslagte arme skal tage hatten i hånden og gå rundt i nabolaget, for hvis alle er med, er der også en udbyder, der er interesseret.

Vi vil gerne arrangere disse projekter, parallelt med de tilskudsberettigede projekter, og forhåbentligt få en god forhandling igennem med samme udbyder. Det er tid til at tage lidt initiativ og i det mindste kontakte os, så vi kan få uddelt information til alle i området.

Tag stilling nu!

Hvis du allerede er for eller imod fibernet til din bolig, så gå ind og skriv dit ønske til os. Vi er stærkest sammen!

2 meninger om “Bedre internetforbindelser til Alsønderup og omegn”

Lukket for kommentarer.