Indvielse af Nationalparken Kongernes Nordsjælland

Den 3. juni kl. 13 til 15 inviterer Kulsviergården til indvielse af Nationalparken Kongernes Nordsjælland.

I den forbindelse afholdes to konkurrencer, som alle kan deltage i.
Foto konkurrencen drejer sig om at tage et billede et sted i Kongernes Nordsjælland, der betyder noget specielt for dig. Alle billederne vil blive udstillet på Kulsviergården.
Familie konkurrencen afholdes i samarbejde med Lokalhistorisk Forening, der har en masse gamle billeder fra området. Det handler om at drage afsted og tage et billede af de samme steder.

Borgerforeningen har været med til at donere præmier og vi er sikker på, at de kan bruges af alle personer i alle aldre!

Til arrangementet serveres der sodavand, pølser og brød, så gå ikke glip af et hyggeligt arrangement. Du kan læse mere her og du kan også finde arrangementet i kalenderen.

Fakta om nationalparken

Nationalparken strækker sig over de fem kommuner Gribskov, Fredensborg, Halsnæs, Hillerød og Helsingør og bliver med sine 26.250 hektar Danmarks 2. største nationalpark efter Vadehavet.

Nationalparken rummer store statslige områder som for eksempel Gribskov, Esrum Sø, Arresø, Tisvilde Hegn og Store Dyrehave, og over halvdelen af nationalparken er Natura 2000-områder. Nationalparken indeholder også store historiske pejlemærker som f.eks. parforcejagtsystemet i Gribskov, Fredensborg Slot og Kronborg, Esrum Kloster, Flynderupgård samt de gamle industrimiljøer i Hellebæk og Frederiksværk. Derudover består nationalparken af private jorder og naturområder, små bysamfund, sommerhusområder samt kommunale naturområder. 

Udviklingen af nationalparken vil strække sig mange år frem. Visionen er blandt andet at udvikle parkens natur- landskabs- og kulturhistoriske værdier ved at fremme levevilkår for truede dyr og mangfoldigheden i naturen, skabe stærk markedsføring på regionale produkter, forbedre friluftsmuligheder og turisme samt formidle om 10.000 års historie, jordbrug, skovbrug og jagt.

58 procent af arealet i forslaget til Nationalpark Kongernes Nordsjælland er udpeget som Natura 2000 områder (særligt beskyttede naturområder på europæisk niveau).

Som nationalpark kan man bedre bevare og udvikle områdets righoldige natur og de enestående kulturhistoriske værdier – f.eks. det Nordsjællandske parforcejagt-landskab. En nationalpark betyder nemlig, at der afsættes særlige midler på finansloven til området.

Mange naturtyper er repræsenteret:
Ud over kerneområderne omkring Arresø, Esrum Sø og Gribskov findes der alt fra større klitarealer ved Tisvilde Hegn, vidtstrakte strandenge og kalkoverdrev ved Roskilde Fjord over de tørre, næringsfattige, lysåbne naturtyper på Melby Overdrev.

Skidendam i Teglstrup Hegn er Sjællands eneste aktive højmose. Holløse Bredning og andre områder omkring Arresø er hjemsted for en række sjældne yngle- og rastefugle, ligesom der er en bæverbestand i området.

Læs mere på http://danmarksnationalparker.dk/kongernes-nordsjaelland/ og følg med på Facebook.

Er du interesseret i idéen om at få en Andelsbutik i Alsønderup?

Så mød op til:

Informationsmøde søndag den 20. maj kl. 19.00
i butikken hos Mario og Inga

Her vil vi præsentere idéerne og mulighederne og du vil få mulighed for at stille spørgsmål.
Vi håber at se dig!

Du kan allerede nu prøve nogle få, af de mere end 300 forskellige varer, der sælges i Andelsbutik Hillerød Øst.

Hvis du har lyst til at se en Andelsbutik, kan du besøge Andelsbutik Hillerød Øst på Centervænget 1A, 3400 Hillerød. Den er bemandet i følgende tidsrum, hvor du også kan få svar på spørgsmål:

Mandagkl. 15.00 – 18.00
Tirsdagkl. 15.00 – 17.00
Onsdag, i lige ugerkl. 15.00 – 17.00
Onsdag, i ulige ugerkl. 9.00 – 11.00
Torsdagkl. 15.00 – 17.00 samt kl. 20.00 – 22.00
Fredagkl. 11.00 – 13.00
Lørdagkl. 13.00 – 15.00

Med venlige hilsener
Andelsbutik

Handyteamet anno 2018

Kim og Henrik borer til den 3. pælMan må sige, at foråret i 2018 er blandt de bedre – hvis man skal tage samme forbehold for begejstringen som landmændene som regel gør.

Det var derfor en varm mandag, hvor en mindre del af Handyteamet rykkede ud og fik sat 10 pæle i jorden omkring skolen, Baunetgården, den gamle skole og Kulsviergården. Pælene er endnu en opfindelse fra Susan Christiansen, der giver bedre udfoldelsesmuligheder i området for voksne og børn. Der kommer til at være skilte med QR koder, øsken og clips, så pælene kan bruges til poster til forskellige formål.

Tak for pizza!

Læs mere om projektet her.

Så skete det igen

Den umiskendelige lyd af hvinende dæk river min koncentration væk fra computerskærmen og allerede inden jeg skifter blikket over til vinduet, kommer det første stumpe drøn af metal, der krølles sammen til lyden af splintrende glas. En lyd, der på ingen måde kan leve op til de effekter man hører på film, men som i virkeligheden giver et voldsommere indtryk.

Mit blik gennem vinduet møder, til min store overraskelse, en bil i fuld sidelæns rotation komme flyvende fra vejen, ud over marken, i min retning. Jeg er ikke overrasket over selve ulykken. Det er sket flere gange før på Pibe Møllevej. Nej, jeg er overrasket over, at det er en bil og ikke en af de mange motorcykler, der, oftest på dage med solskin, trækker håndtaget i bund på vores vej – nogle mens de filmer sig selv med deres telefon.

Mikset med lyden af to af vores drenge på 10 år, der sidder foran computeren og spiller, mens de snakker med deres venner, kommer det andet drøn, da bilen rammer marken og letter igen. Jord, splintret glas, plastikdele og løst indhold, der kastes fra bilen i alle retninger, minder til gengæld meget om en filmscene.

De er kommet ud og er i live! To ambulancer er på vej samt en lægebil og politiet.

Bilen bliver liggende stille efter det tredje og sidste drøn lyder og mens jeg er på vej op af stolen, til lyden af drengene, der uvidende og ivrigt snakker med deres venner, ser jeg at den første bil standser og chaufføren ringer 112.  Det er vores nabo, et stykke nord på. Min vej går forbi værkstedet for at hente en hobbykniv, da jeg én gang før har oplevet et uheld, hvor chaufføren var fanget af en låst sikkerhedssele, mens benzinen lækkede fra en ødelagt bil.

På vej over til vraget, ser jeg vores nærmeste nabo nærme sig og flere andre bilister er allerede i gang med at få to unge gutter ud af det, der nu er en totalskade.
Den første ambulance ankommer meget kort efter og endnu én, et par minutter senere, flankeret af lægeambulancen og den første politibil. Vel instrueret af alarmcentralen, har vores naboer fået lagt de to personer i en sikker stilling. De er omtumlet, bløder og er chokerede, men i live, som en af naboerne meddelte.

Der kører i gennemsnit 890 biler om dagen, hvoraf 68% overtræder hastighedsbegrænsningen på 60 km/t!

Den anden politibil ankommer og mens ambulancerne tager afsted igen, afgiver vi hver især vores observationer. Mens jeg snakker med naboerne, hilser jeg på Lokalrådets formand, der passerer ulykkesstedet. Netop fra Lokalrådet har jeg set et svar fra en trafiktælling, der blev lavet for blot et par uger siden på vejene i området, herunder Pibe Møllevej. Der kører på vores vej i gennemsnit 890 motorkøretøjer om dagen, hvoraf 68% overtræder hastighedsbegrænsningen på 60 km/t! Jeg overhørte chaufføren af den forulykkede bil fortælle den ene redder, at han kørte omkring 90 km/t.
Jeg ser trafikken på Pibe Møllevej et par gange om ugen og de 890 motorkøretøjer består naturligvis af almindelig fornuftige trafikanter, men godt krydret med langsomt kørende traktorer og cyklister, blandet med lastvogne – med og uden anhænger, biler og især motorcykler, der kører decideret vanvidskørsel, som Ekstrabladet vil skrive det.

Da jeg går tilbage for at sende vores ene dreng afsted til badminton, slår det mig: 20 minutter. Det er tidsforskellen mellem ulykken sker og at han cykler på præcis samme sted. I dag var han det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Mens jeg skriver dette, sidder en anden af vores drenge og ser TV, i fuld forventning om, at hans tvillingebror sidder på sin cykel og er på vej hjem, så vi kan få aftensmad sammen.

10 år. Hvad nu hvis han aldrig kom?

Ny Købmand i Alsønderup

Efter en længere pause er købmanden i Alsønderup åbnet igen den 4. april. Denne gang er det Mario og Inga, der atter tager fat i købmandskabet og selvom der gik lidt tid med at få varer og tilhørende priser op, er den nu fuld funktionel.

 

Købmanden tilbyder alt det, der også var muligt tidligere, så du kan roligt troppe op og finde de fleste almindelige dagligvarer, købe blomster til værtinden, få en ombytter gasflaske eller hente din GLS pakke.

Men der er mere end det. Som noget nyt tilbydes der brød og wienerbrød efter bake off metoden, hvilket undertegnede allerede har afprøvet og godkendt.
Den tidligere grøntsagsafdeling er nu reserveret til en fremtidig økologisk forening, hvor medlemmerne kan købe økologiske varer i løs vægt – fra lokale landmænd. Det kræver 50 medlemmer at få ordningen i luften, så kig forbi købmanden for at høre mere.

Det er svært at drive købmandsforretning i et lille lokalsamfund, derfor kræver det din opbakning, for at hjulene kan køre rundt. Kig forbi købmanden og støt initiativet.
Børnene har allerede gjort det i to uger nu 🙂