Frisk luft og ren natur

Søndag den 22. april 2018 afholder Danmarks Naturfredningsforening landdækkende affaldsindsamling.

Lokalrådet og Borgerforeningen er gået sammen om at bakke op om dette arrangement.

Kan du afsætte et par timer, så kom og giv en hånd, så vi sammen kan forskønne vores dejlige lokalområde.

Vi mødes foran Kulsviergården kl. 10:00, hvor der udeles ruter, sække og lign.

Efter et par timer i marken, på stier og veje, samles vi igen til en lille forfriskning.

Af hensyn til planlægning må i meget gerne tilmelde Jer hos Kirsten Dysted på mail: . Det vigtigste er dog, at møde op på selve dagen og give en hånd med.

Vel mødt søndag d. 22. april kl. 10:00 på Kulsviergården

På vegne af

Nadja Nordmaj (FDF, Borgerforeningen)
Linda Lyng Madsen (Borgerforeningen)
Kirsten Dysted (Lokalrådet)

Ny bestyrelse i Borgerforeningen!

I dag blev den anden ordinære generalforsamling afholdt i Borgerforeningen og selvom overskriften lægger op til dramatiske ændringer, er virkeligheden nok modsat.

Generalforsamlingen blev afholdt i særdeles god ro og orden. Der skulle vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer, hvor formanden, Martin Rieva og bestyrelsesmedlemmer Susanne Bruun-Madsen og Linda Lyng Madsen var på valg. De to førstnævnte blev genvalgt, mens den sidste plads nu er ledig.

Har du lyst til at tage fat på sjove arrangementer og seriøse planer for dit lokalsamfund, så er der plads til dig i bestyrelsen, hvor du er særdeles velkommen!

Vi sender en stor tak til Jan Richelsen, der som dirigent sørgede for at holde styr på de højrøstede masser!

Referat følger snarest.

Fællesspisning på Kulsviergården

Som den opmærksomme læser allerede har bemærket, afholder Kulsviergården fællesspisning hver den første torsdag i måneden. Du kan se det i kalenderen her.

Torsdag d. 5. april er det eksotisk RistaffelFællesspisning på Kulsviergården

Kom og smag en af klassikerne fra 80’erne og hyg med naboer, venner og familien OG slip for opvasken.

Vi holder prisen på 100 kr. pr voksen og 50 kr. for børn under 12 år.
Drikkevarer kan købes i baren til meget rimelige priser.

Praktisk info:
Husk at booke bord/pladser INDEN den 3. april.
Tilmelding kan ske på tlf. 48 28 65 40 eller 61 30 18 24 og

Betaling sker samtidig med tilmeldingen, enten via overførsel eller via Mobile Pay nr. 75462

Vi glæder os at se jer alle!
Bedste hilsner fra
Kulsviergårdens bestyrelse

Generalforsamling 2018

Vil du gøre en forskel?
Stil op til bestyrelsen og sæt dit præg på lokalsamfundet!

Borgerforeningen Alsønderup Sogn afholder ordinær generalforsamling

Onsdag den 21. marts kl. 19 på Alsønderup Skole

Bemærk at datoen er ændret i forhold til annonceringen i Lokalt Nyt.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Valg af besstyrelsesmedlemmer
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt

Har du et forslag under punkt 4, skal det være os i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen. Det er muligt at sende forslag på denne mail adresse eller direkte på vores hjemmesides forslagskasse: https://alsønderup.nu/forslag/
Indkomne forslag vil løbende blive annonceret indtil 7 dage inden generalforsamlingen.

Der er tre personer på valg under punkt 6 i år, der består af formandsposten samt to pladser i bestyrelsen.

Har du lyst til at gøre en forskel? Så stil op den 21. marts!