I dag har Energistyrelsen netop offentliggjort resultatet for Bredbåndspuljen 2017 og det er med den største fornøjelse at meddele, at Borgerforeningens første projekt, Fiberring 1, har fået tildelt tilskud!
Projektet omfatter 186 husstande og modtager i alt 6.948.614 kroner i tilskud fra Bredbåndspuljen, hvilket gør det til puljens største projekt. Husstandene lægger selv knapt en million kroner i egenbetaling.
Man kan se fordelingen af puljen her.
Det betyder af vi har givet vores tilbudsgiver, YouSee, besked om det opnåede tilskud og projektet dermed kan påbegyndes. I første halvår af 2018 skriver YouSee til alle deltagere for at opnå tilladelse til gravearbejdet. Herefter påbegyndes selve anlægsarbejdet med nedgravning af tomrør, hvilket bliver omfattende grundet den store geografiske dækning. De sidste husstande bør være koblet op inden udgangen af 2018.
Stort tillykke til de 186 husstande, der nu får del i fremtidens internet!
Da Bredbåndspuljen netop er blevet mere end fordoblet i de kommende år, betyder det også at fremtidige projekter har større mulighed for at opnå tilskud, men selvfølgelig også at mange flere vil ansøge. Alt i alt, er det meget positivt at Danmarks elektroniske infrastruktur forbedres langt hurtigere nu.
I 2018 forsætter vi med at lave nye projekter, der fortrinsvis dækker de husstande, der ikke kom med i Fiberring 1 projektet, men det kræver også et vist engagement fra beboerne, da vi skal have fat i så mange som muligt, for at det kan lykkes. Læs derfor om fibernet her, tag en snak med naboerne og tilmeld jer her. Så ruller lavinen, hvor vi samler flere deltagere på samme vej eller i samme område og ender op med en ansøgning til Bredbåndspuljen 2018 eller en alternativ løsning for dem, der ikke kan deltage i puljen.
Glædelig Jul til alle!

Stort tillykke til alle jer, der nu får fibernet og til Martin Rieva – dejligt at se, at hans store indsats bærer frugt!
Hej, som nyt medlem . Jeg kan ikke finde ud af hvilke veje det drejer sig om? dækker det også områder i Tulstrup?
VH. Per Schultz
Hej Per,
Først og fremmest velkommen til borgerforeningen og dernæst undskyld det sene svar her i juletiden.
Vi vil gerne have ordentlige internetforbindelser til hele området, så derfor kan alle komme med. For at opdele adresserne lidt, findes der forskellige projekter, der er navngivet som f.eks. Fiberring Syd, Fiberring Øst osv. Ligger din adresse indenfor en af disse fiberringe, klikker du på “Ikke med på listen, men i området for et projekt”, hvorefter du kan vælge hvilken fiberring det drejer sig om. Er adressen helt udenfor en eksisterende fiberring, klikker du på “Ikke i noget projekt endnu” ved tilmeldingen.
Tilmeldingen er ikke bindende, men blot en tilkendegivelse om at man ønsker en bedre forbindelse.
Alle i området kan være med, men adresserne afgør om de kan få tilskud fra Bredbåndspuljen eller om vi skal finde en alternativ løsning. Uanset hvad, handler det om at have så mange som muligt med fra vejen og området. Er der mange nok, har vi mulighed for i fællesskab at finde en løsning til en overkommelig pris.
Har du flere spørgsmål er du velkommen til at skrive eller ringe til mig.
Rigtig Godt Nytår!
Med venlig hilsen
Martin