Borgerforeningen støtter bankospil på Kulsviergården

Hjælp søges

Hver mandag kl. 19 til ca. Kl. 22 afvikles der bankospil på Kulsviergården i Alsønderup.

Spillet afvikles udelukkende af frivillige under støtteforeningen for ASGI og Kulsviergården, hvilket betyder at overskuddet deles ligeligt mellem de to foreninger og således kommer en bred vifte af lokale børn og voksne til gavn og glæde.

 

For ASGI kan nævnes den årlige idrætslejr i Tarm Idrætscenter, hvor alle børn fra 5 klasse. Til og med 8. klasse kan deltage.

For vores selvejende institution Kulsviergården, er det et absolut must at arrangementer som bl.a. Banko og Alsønderup Fester er en del af lokalsamfundet, da ”Gården” ganske enkelt ikke kan drives uden disse frivillige menneskers indsats og dermed tilskud til økonomien.

Vi er nu kommet i den situation at nogle af de frivillige, der har gjort et fantastisk arbejde gennem rigtig mange år, ønsker at blive aflastet.

Derfor søger vi efter frivillige ildsjæle, der kunne have lyst og energi til at være med i et dynamisk fællesskab/team omkring driften af bankospillet.

Du er også meget velkommen, selvom det ikke er hver mandag du har mulighed / tid.

Det der rent praktisk er, eller bliver behov for i fremtiden, er personer der:

– Kan bistå med opråb og salg af plader og spil, samt opråbe numre
– Kan tage ansvar for vagtplan
– Tage ansvar for økonomi samarbejde med Betty fra Kulsviergården

Vi skal for god orden skyld nævne at de ”gamle” bankohjælpere stadig ønsker at være aktive i fremtiden, men ønsker en velfortjent aflastning.

Vi håber at ovenstående har vagt din/jeres interesse og at der er mulighed for friske hænder til denne meget vigtige post, for at vores alle sammens idrætsforening og Kulsviergård stadig kan være en del af vores lokalsamfund.

For mere information, må du meget gerne kontakte Betty Andersen på Kulsviergårdens kontor
Tlf.:  4828 6540 mandag og torsdag kl. 9.00 – 14.00
Mail:  

 

Borgerforeningen støtter Kulsvierscenen

Kulsvierscenen har brug for din hjælp!

Kulsvierscenen i AlsønderupI marts måned skal vi vise forestillingen Macbeth for publikum, og vi mangler hænder til at hjælpe os med alle de praktiske opgaver, som følger med.

Vi kan ikke tilbyde dig betaling for dit arbejde, men vi kan tilbyde dig nogle aktive timer i selskab med en masse glade mennesker, og en mulighed for at se en skrupskør version af Macbeth.

Ved hver forestilling har publikum mulighed for at købe forudbestilt smørrebrød, ligesom de i pausen kan købe øl, vand og vin samt kaffe og kage.

Opgaverne vil fx være bord- og stoleopsætning, borddækning, servering af smørrebrød og afrydning,

Vi har brug for hjælp på følgende dage:


Lørdag d. 4/3-17 fra kl. 13.00 – ca. 20.00
Søndag d. 5/3-17 fra kl. 12.00 – ca. 17.00
Lørdag d. 11/3-17 fra kl. 12.00 – ca. 17.00
Søndag d. 12/3-17 fra kl. 12.00 – ca. 17.00
Lørdag d. 18/3-17 fra kl. 12.00 – ca. 17.00
Søndag d. 19/3-17 fra kl. 12.00 – ca. 17.00

Vil du hjælpe?

Så kontakt Kulsvierscenen v/Susanne Andreasen på eller på tlf. 40 43 38 59.
Du behøver ikke at kunne alle dage, og hvis du kun kan møde nogle få timer, er vi taknemmelige – alle hænder kan bruges.

Vi har brug for al den hjælp, vi kan få.

Vi vil selvfølgelig også gerne have solgt en masse billetter, så du må meget gerne reklamere for vores forestilling, som man kan læse mere om på kulsvierscenen.dk, på vores Facebook-side og på de flyers, vi er i gang med at omdele i lokalområdet. Billetter og evt. smørrebrød bestilles via billetten.dk.

Forestillingerne er tilgængelige i Borgerforeningens kalender: Forpremiere, Premiere og Forestillinger.

Gratis mindfulness i Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv

I hverdagens stress og jag, hvor telefoner og stramme tidsprogrammer efterhånden styrer både job og fritid, oplevede jeg et glimt af fordybelse og fred, da jeg sammen med Borgerforeningen besøgte Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv.
Midt i gamle klenodier, udstoppede dyr, gamle klædedragter og billeder, så jeg en bog. Bogen omhandlede legepladsens historie og før bogen opslugte mig, blev jeg bevidst om at denne historiske skat som disse mennesker og rammer gemmer på, er med til at forme det liv vi har i Alsønderup Sogn i dag.
Undervejs hører jeg medlemmer fra Borgerforeningen spørge om slægt og få anekdoter om deres forfædre og om en tid, som måske rummer noget af det vi efterspørger i dag. Nemlig evnen og tiden til fordybelse. Legepladsen rummer sådanne muligheder for vores børn, i de situationer hvor alt syntes betydningsløst i forhold til at bygge et sandslot. Denne evne til fordybelse er essentiel for vores børn, og for os som voksne. Alsønderup skole og HFO prioriterer legepladsen højt og flere tiltag er undervejs, og det er jo svært ikke at smile når man nu sidder og læser om legepladsens historie, at vide at vi i Alsønderup Sogn er på vej hen imod noget ganske enestående, nemlig at give vores børn evnen til at fordybe sig.
Lokalarkivet er et besøg værd, både for børn og voksne – hvis børnene er med kan jeg anbefale at man bare går forbi i et kvarter, og måske spørger om de kan finde den udstoppede ræv. Som voksen skal man være forberedt på at tiden kan gå i stå når man falder over sin slægtsbog, ens ejendoms historie eller som mig legepladsens historie. Det er mindfulness, når det er allerbedst.

Find ud af mere på dette link: http://lokalarkivet-alsoenderup.dk/

Indkøbstur til Tyskland

Kære borgere i Alsønderup Sogn

Så er der mulighed for hygge og en sludder med naboen, samtidig med at man får købt billigt ind til forårets fester!

Turen foregår lørdag den 1. april og er et heldagsarrangement.

Bussen ankommer til Kulsviergårdens parkeringsplads om morgenen. I må gerne parkere jeres bil på bagsiden af Kulsviergården mens vi er afsted.

Hvis der bliver mulighed for det, er der inkluderet morgenbrød og kaffe
på vejen derned. Alternativt byder vi på forfriskninger i løbet af dagen.

Vi har to timer til at handle i Fleggaard, men der vil være mulighed for at forudbestille sit indkøb inden turen.

Vi ankommer til Kulsviergården om aftenen, formentligt i højt humør, da turen har været fremragende!

Prisen er et rent kup, KUN kr. 225,- for medlemmer af Borgerforeningen og kr. 275,- hvis man ikke er medlem.


Er du ikke medlem, så skynd dig at blive det! Da et medlemskab kun koster kr. 50,-/år, kan du både blive medlem og få turen til den fordelagtige medlemspris for kr. 275,-!
Meld dig ind i Borgerforeningen her


Nærmere afgangstider og detaljer sendes til deltagerne senest 14 dage før afgang, men du kan også følge os her for at være opdateret.

Tilmelding:

Tilmeld dig direkte her eller send en mail til os på borger@alsønderup.nu eller ring til Annette på tlf. 40632716.

Tilmelding er bindende og efter først-til-mølle princippet, der er plads til minimum 50 personer.
Man skal være fyldt 18 år for at deltage.

Vi glæder os til at se jer!

De bedste hilsener
Borgerforeningen

Status for Baunevej 4

Allerede sidst i 2016 var der forlydender, at den gamle Guldminen klub på Baunevej 4 måske ikke kommer til at huse flygtninge alligevel.

I løbet af 2016 er antallet af asylansøgere, der opnåede flygtninge status, faldet drastisk og der var således kun en enkelt flygtninge visitation i november 2016 til Hillerød Kommune. Ved udgangen af november var der således visiteret 55 flygtninge til kommunen og dermed knapt en halvering i forhold til hele 2015, hvor tallet er 92.

Med dette følger også et fald i behovet for husning af flygtninge og det er forventeligt at kommunen foretrækker at samle disse på så få adresser som muligt. Da bygningen på Baunevej 4 ikke egner sig til mere end en eller to familier, kan bygningen blive prioriteret ned i forhold til anvendelse som flygtningebolig og dermed prioriteres op med henblik på salg af ejendommen.

Den 18. november adviserede Hillerød Kommune at en ny lokalplan for boligerne på Baunevej 2, 4 og 6 igangsættes. Denne lokalplan igangsættes med henblik på at sælge klubbens gamle lokaler på Baunevej 4, såfremt der ikke er behov for husning af flygtninge længere.

Afhængigt af den nærmeste fremtid på udlændingeområdet og behandlingstiden for vedtagelse af en ny lokalplan, kan det betyde at ejendommen overgår direkte til salg og ikke kommer til at huse flygtninge.

Kilder:
Seneste tal på udlændingeområdet
Ny lokalplan igangsættes