Gratis mindfulness i Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv

I hverdagens stress og jag, hvor telefoner og stramme tidsprogrammer efterhånden styrer både job og fritid, oplevede jeg et glimt af fordybelse og fred, da jeg sammen med Borgerforeningen besøgte Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv.
Midt i gamle klenodier, udstoppede dyr, gamle klædedragter og billeder, så jeg en bog. Bogen omhandlede legepladsens historie og før bogen opslugte mig, blev jeg bevidst om at denne historiske skat som disse mennesker og rammer gemmer på, er med til at forme det liv vi har i Alsønderup Sogn i dag.
Undervejs hører jeg medlemmer fra Borgerforeningen spørge om slægt og få anekdoter om deres forfædre og om en tid, som måske rummer noget af det vi efterspørger i dag. Nemlig evnen og tiden til fordybelse. Legepladsen rummer sådanne muligheder for vores børn, i de situationer hvor alt syntes betydningsløst i forhold til at bygge et sandslot. Denne evne til fordybelse er essentiel for vores børn, og for os som voksne. Alsønderup skole og HFO prioriterer legepladsen højt og flere tiltag er undervejs, og det er jo svært ikke at smile når man nu sidder og læser om legepladsens historie, at vide at vi i Alsønderup Sogn er på vej hen imod noget ganske enestående, nemlig at give vores børn evnen til at fordybe sig.
Lokalarkivet er et besøg værd, både for børn og voksne – hvis børnene er med kan jeg anbefale at man bare går forbi i et kvarter, og måske spørger om de kan finde den udstoppede ræv. Som voksen skal man være forberedt på at tiden kan gå i stå når man falder over sin slægtsbog, ens ejendoms historie eller som mig legepladsens historie. Det er mindfulness, når det er allerbedst.

Find ud af mere på dette link: http://lokalarkivet-alsoenderup.dk/

Status for Baunevej 4

Allerede sidst i 2016 var der forlydender, at den gamle Guldminen klub på Baunevej 4 måske ikke kommer til at huse flygtninge alligevel.

I løbet af 2016 er antallet af asylansøgere, der opnåede flygtninge status, faldet drastisk og der var således kun en enkelt flygtninge visitation i november 2016 til Hillerød Kommune. Ved udgangen af november var der således visiteret 55 flygtninge til kommunen og dermed knapt en halvering i forhold til hele 2015, hvor tallet er 92.

Med dette følger også et fald i behovet for husning af flygtninge og det er forventeligt at kommunen foretrækker at samle disse på så få adresser som muligt. Da bygningen på Baunevej 4 ikke egner sig til mere end en eller to familier, kan bygningen blive prioriteret ned i forhold til anvendelse som flygtningebolig og dermed prioriteres op med henblik på salg af ejendommen.

Den 18. november adviserede Hillerød Kommune at en ny lokalplan for boligerne på Baunevej 2, 4 og 6 igangsættes. Denne lokalplan igangsættes med henblik på at sælge klubbens gamle lokaler på Baunevej 4, såfremt der ikke er behov for husning af flygtninge længere.

Afhængigt af den nærmeste fremtid på udlændingeområdet og behandlingstiden for vedtagelse af en ny lokalplan, kan det betyde at ejendommen overgår direkte til salg og ikke kommer til at huse flygtninge.

Kilder:
Seneste tal på udlændingeområdet
Ny lokalplan igangsættes

Første vinder i Din Lokale Købmands tegnekonkurrence

bastian vinder en kagemand
Bastian, 8 år, vinder den første kagemand i Din Lokale Købmand i Alsønderups tegnekonkurrence

Den sidste fredag i oktober blev den første vinder i Din Lokale Købmands nye tegnekonkurrence udtrukket og den heldige vinder er:

Bastian, 8 år!

Stort tillykke til Bastian, som kan afhente en kagemand som præmie!

“Den kan jeg bruge på min fødselsdag – det er jo lige om lidt”

Besøg Din Lokale Købmand i Alsønderup og se vindertegningen på døren.

Vinderen for november er allerede udtrukket og bliver annonceret snart, men har du også lyst til at deltage, så lav en tegning, skriv dit navn og telefonnummer på bagsiden og aflever den hos Din Lokale Købmand i Alsønderup inden den sidste fredag i måneden.
Så har du chancen for at vinde en kagemand og får hængt din tegning op i butikken i en hel måned.

Hvordan ser fremtidens foreningsliv ud?

Det er næppe til at komme uden om: Vi lever i en digital tidsalder. Vi modtager dagligt en lind strøm af nyheder, informationer og muligheder gennem internettet.

Man taler om en digital revolution, hvor computere er blevet hvermandseje. Børn og unge surfer, chatter, tweeter og spiller computer. For voksne er computeren uundværlig, såvel hjemme som på jobbet og også ældre søger oplysninger på nettet.

Det kan synes som de små skridts forandringer. Verden i morgen adskiller sig ikke væsentligt fra verden i dag, men anlægger vi et langsigtet perspektiv, tegner der sig et noget andet billede. Verden i dag er ganske forskellig fra verden for 20 år siden, og verden om 20 år vBorgere i Alsønderup Sognil ligeledes være helt anderledes. Selvom udviklingen af mange kan opfattes som hæsblæsende og stressende og det kan være vanskeligt at se, hvorledes den enkelte selv bidrager til denne udvikling, er det dog uomgængeligt, at udviklingen skabes af mennesker.

I Alsønderup Sogn har vi mange energiske og initiativrige borgere. Borgere der ønsker at gøre en forskel – og for at imødekomme den nye tidsalder er Borgerforeningen baseret på en elektronisk platform, hvor vi styrker fællesskabet og kommunikerer direkte gennem et online forum, hvor der er plads til alle og på alle tider af døgnet.

”Visionært og innovativt” vil nogen måske mene, men vi kommer ikke udenom, at fremtiden formes af nutiden, selvom fremtiden er uvis. Både du og jeg kan gøre en forskel. I medierne tales der om forpligtende fællesskaber – en forpligtelse overfor hinanden, med ønsket om et bedre lokalsamfund. Fremtidens foreninger koordineres på nettet, men skabes af mennesker.

Som mange allerede har set, har Borgerforeningen ligeledes en Facebook side, som der er blevet taget godt imod. Her er der mulighed for at læse det samme indhold, men forblive i det velkende miljø, som Facebook har skabt og som mange er vant til.

Uanset hvor fra på nettet du kommer, læses vores opslag på siderne af et bredt publikum, så hvis du har noget på hjertet eller nogle lokale initiativer der skal deles, hjælper vi hellere end gerne.

Velkommen på https://alsønderup.nu